Vores hjemmesider
#exploreyourstate
© 2026 State Bicycle Co. - EU.
På fixed gear op ad bjerge med professionelle – Ep. 17 Midway med Keegan Swenson
Midway i Utah er sådan et sted, der ser ud, som om det er tegnet af en komité af mennesker, der elsker ren bjergluft, velholdte veje og den stille overbevisning om, at lidelse er godt for dig ... så længe udsigten er flot.
Så selvfølgelig dukker vi op med den stik modsatte plan: kør fixed gear op ad bjerget med Keegan Swenson – verdensmester, Leadville-vinder, Lifetime Grand Prix / Race Series-vinder og generel samler af store præmiechecks – og udsæt ham derefter for karaoke i højden, som om det var et kontrolleret studie.
Vi besøger Keegan derhjemme (som helt normale mennesker)
Vi stopper ved Keegans hus, den moderne udgave af at nærme sig et tempel før et ritual. Derefter gør vi, hvad ethvert seriøst filmhold ville gøre: begynder at registrere alt det meningsløse.
Der bliver talt om hjelme og briller – især den vigtige forskel mellem solbriller og sjove briller, som i atleternes taksonomi er en reel og nødvendig kategori. Så ruller vi afsted, for før eller siden kræver stigningen sit offer.
Keegan starter turen på sin nye Specialized fixed gear: ren, hurtig og perfekt til den dag, vi har foran os. Scott giver samtidig et smugkig på en tophemmelig, kommende titanium-trackramme.
Eksperimentet: Fixed-gear-klatring udført med akademisk alvor
Ruten går fra Cascade Springs til Alpine Leaf Road, og vi angriber den med en alvor, der bedst kan beskrives som “vrangforestillet selvtillid”. Keegan kører 48x19, vi kører 49x19, hvilket lyder videnskabeligt, indtil man opdager, at det mest er en undskyldning for på forhånd at forklare, hvorfor vi om lidt bliver sat.
Det er i virkeligheden fixed-gear-klatring: en samtale med tyngdekraften, hvor du ikke kan forhandle, ikke kan skifte gear og ikke kan bilde dig selv ind, at du har kontrollen. Du bliver bare ved med at træde og håber, at sjælen bliver i kroppen.
Undervejs fortæller Keegan om det karriereskift, der stadig næsten føles ulovligt at sige højt: opvæksten i XCO, at misse OL-holdet og derefter stille op i Leadville – og vinde første gang. Den slags sker ikke i virkeligheden, medmindre ens jobtitel er “urimeligt god til at cykle”.
Keegan som forsøgsperson: det rolige centrum i en dum storm
Keegan er ikke kun interessant, fordi han vinder. Han er interessant, fordi han gør det med en stille, næsten afslappet ro ... som om det bare var endnu en tirsdag.
Han er rolig, afmålt og næsten klinisk ærlig om arbejdet: løb, træning, pacing og hvad der kræves for at blive helt fremme i sporten. Imens kører vi ved siden af og gør vores bedste imitation af mænd, der udfører forskning, mens højden aktivt reducerer vores IQ.
Og fordi serien er, som den er, glider den “seriøse” samtale straks over i emner, der kun giver mening midt på en stigning:
- Musik som udholdenhedsmedicin (rangering af bands, guilty pleasures og den hellige sandhed, at musiksmag bliver mærkelig i højden)
- Kaffe (filter / pour-over; ingen besværlige ritualer, bare koffein og tid)
- Gear-nørderi (fremtiden, teknologien og hvorfor gravel hele tiden bevæger sig i retning af affjedring)
- “Det vilde vesten”-faktoren (mindre målebånd, mere “gør det, der virker”)
Akademisk mellemspil: bandrangering som psykologisk krigsførelse
På et tidspunkt begynder vi at rangere bands. Stigningen er overkommelig for Keegan ... det er her, det bliver kompliceret.
Keegan behandler det som en rigtig øvelse: ressourceforvaltning, plads til dessert og de svære valg. Det er udholdenhedssportens skjulte sandhed: Det handler ikke kun om watt. Det handler om identitet. Om midt på en stigning at indrømme, at man elsker noget, man “ikke burde” elske.
Topritualet: Karaoke (Keegans største mareridt)
Hver episode slutter med et påfund på toppen. Denne gang vælger vi psykisk skade.
I højden – hvor lungerne forhandler, og værdigheden er en mangelvare – præsenterer vi Keegan for det, han selv kalder sin største frygt: karaoke. Manden, der lever af at vinde cykelløb, står pludselig og forhandler med en mikrofon, som om den var en invasiv art.
Vi behandler det naturligvis akademisk: en præstationsbaseret stresstest i tynd luft, designet til at måle fatning under kulturelt upassende forhold.
Nedkørslen: fart, oprejsning og “Bike Flow”
Efter toppen flyver vi ned igen ... hurtige sving, rene veje og den slags nedkørsel, der minder dig om, hvorfor folk flytter til Utah og begynder at tale om “variation”, som var det en religion.
Vi afslutter episoden på den eneste måde, der føltes rigtig: et Blink-182-agtigt hyldestøjeblik ... plus vores egen State Bicycle Co.-original, “Bike Flow”, skabt som en hyldest til Keegan og listen over alt det, han har vundet.
Der er også en overraskelse til sidst, som vi ikke afslører. Tryk bare play og lad det ske.
Om serien
Riding Fixed, Up Mountains, With Pros er vores undskyldning for at lære verdens bedste ryttere at kende på den eneste måde, der føles ærlig: på cyklen, midt i åndedrættet, midt i sveden, midt i “hvorfor valgte vi lige denne stigning?”. Naturlige samtaler, tvivlsomme beslutninger og et påfund på toppen som afslutning.
Strava-link
Se episode 17
📺 Riding Fixed, Up Mountains, with Pros – Ep. 17 Midway w/ Keegan Swenson: https://youtu.be/XGxEIUvAvFU
🎞️ Se tidligere episoder med Phil Gaimon, Lachlan Morton, Justin Williams og flere
▶️ Se hele playlisten her
Afsluttende tanker
Det, der bliver hængende, er ikke kun landskabet eller lidelsen – eller engang det faktum, at vi valgte fixed gear til en stigning, der ville være rigeligt hård på enhver normal cykel. Det er det mærkelige lille økosystem omkring det: hvordan elitepræstation lever side om side med absurditet, og hvor hurtigt “seriøst” bliver til “ceremonielt”.
Keegan er den sjældne type atlet, der kan tale om at vinde på højeste niveau uden at gøre det til mytologi. Rolig, præcis, ingen teater. Derfor er det endnu sjovere – og på en måde mere menneskeligt – at dagens mest destabiliserende del ikke er stigningen, men en bandrangering og karaoke i højden, udført som et feltstudie i smag, ego og socialt pres.
Til sidst er det netop pointen med serien: kør med verdens bedste og se, hvad der er tilbage, når podiet, pressemeddelelsen og det perfekt kontrollerede miljø fjernes. Resultatet er ægte samtaler, dumme valg behandlet med akademisk alvor og en nedkørsel tilbage til det normale liv – passende ledsaget af en Blink-182-hyldest og “Bike Flow”.